Viser opslag med etiketten Færøerne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Færøerne. Vis alle opslag

29. august 2010

Tiden for afrejse nærmer sig

I den seneste måned er der sket rigtig meget - min far fandt sin fætters mailadresse og skrev til ham, og i løbet af meget kort tid havde de kontakt, Petur (fætteren) bor stadig på Færøerne og har 5 døtre, de 4 bor også deroppe og den sidste bor i London. Rigmor, den ene af døtrene, kontaktede os på Facebook.

Petur var lidt ked af, at han ikke havde vidst jeg var i landet i sommer, for så ville han da gerne have hilst på mig.

Rigmor har kontaktet mig, for at høre, om jeg havde tænkt over, hvordan jeg ville møde familien, for de er jo temmelig mange - vi endte med at blive enige om, jeg skulle starte med at mødes med Petur og Rigmor, inden jeg blev "kastet for løverne". Efterfølgende har Rigmor tilbudt, at hente mig i lufthavnen, så jeg starter med at møde hende - og så må vi tage den derfra. Det er helt overvældende, fra at jeg kun kendte Absalon, til jeg nu er kommet i kontakt med familie, der er lidt tættere på, og at de er så gæstfrie.

De sidste dage er gået med at finde ud af, hvad der skal med og hvad der kan undværes, jeg må have 28 kg. bagage med, inkl. håndbagage, så det skal overvejes grundigt. Ikke nok med jeg skal have tøj med, så vil jeg også gerne have noget materiale med, så jeg kan være lidt kreativ.

4. august 2010

I'll be back

På turen til Færøerne med Jaruplund, blev jeg mere og mere interesseret i at vende tilbage - og hvorfor ikke gøre det, nu når jeg er fritstillet, og får løn resten af året.

Jeg ringede til Absalon for at høre om han kunne hjælpe mig med et sted at bo fra omkring 1. september. Han var ikke særlig positiv, da de højere læreranstalter starter samtidig. Men alligevel gik der ikke mere end 15 min. så ringede han tilbage med et tilbud om en lejlighed i nærheden af sygehuset. Jeg sprang med det samme til.

Hospitalet er den grønne klods midt i billedet

Mens jeg er der, vil jeg forske i min farmors slægt. Men jeg vil også gerne ud og møde befolkningen, så jeg har skrevet til Høgni Hoydal for at høre ham, om han eller nogen han kender har brug for en praktikant i 20-25 timer om ugen. Hvis det ikke lykkes, vil jeg prøve at finde noget frivilligt arbejde.

En ting er sikkert, jeg har købt flybillet til onsdag den 1. september. Jeg kommer hjem ca. 20. oktober, for at være med til at fejre min fars 70 års fødselsdag. Om jeg tager tilbage efter det ved jeg ikke endnu, det beslutter jeg, mens jeg er deroppe.

11. juli 2010

Søndag den 11. juli 2010

Da vi vågnede i morges var udsigten forsvundet, en tyk tåge havde lagt sig over byen.
Efter morgenmaden gik Jannie og jeg på kirkegården der hører til Thorshavs kirke, for at se om vi kunne finde mine oldeforældre, Johannes og Johanne. Jeg havde fået at vide, at dette var den gamle kirkegård og at den nye ligger lidt uden for byen. De viste sig også, at de nok ligger på den nye, da jeg ikke kunne finde dem her.

Flere af de andre var taget til Thorshavn kirke (domkirken), da rygterne sagde, at gudstjenester heroppe skulle være noget helt specielt. Da vi ikke kunne finde olderne på kirkegården gik vi også til gudstjeneste. Det eneste der var specielt ved gudstjenesten var, at den blev holdt på færørsk, og det er nok kun os der synes det er specielt.

Efter frokost gik vi i samlet flok til havnen, hvor vi skulle møde vores guide Gudrun, der viste os rundt i det gamle Thorshavn. Gudrun var rigtig dygtig og kunne en masse gode og sjove historier.

Udsigt over Thorshavn

Skansen

Den gamle hovedgade

Tinganes

Færøernes eneste bindingsværkshus
Aftenen skal vist bare gå med at se fodbold og lave ingenting, vejret indbyder ikke til slendreture i byen

Lørdag den 10. juli 2010

Efter en lang tur med ventetid og køretur gennem hele Jylland var vi endelig på Færøerne. Landingen var ikke så slem som jeg havde frygtet, men det gjorde bestemt ikke noget. Da vi kom ud af flyet, kunne vi se at det var begyndt at blive tåget, så vi var vist lidt heldige.

Vi blev hentet i lufthavnen af Villy, som bestyrer teknisk skole, hvor vi bor. Lars og Annika tog i mod os da vi kom til skolen. Efter at have fået lidt aftensmad gik vi en lille tur og fik taget nogle billeder. Det havde vist været en af de første solskinsdage i lang tid.

Udsigt fra mit værelse

Dette billede er taget kl. 0.30 ud af mit værelsesvindue

4. juli 2010

Dagen før dagen

Så blev det dagen før dagen - det er næsten som at tælle ned til juleaften. Weekenden har været brugt på at få det hjem der skulle lånes, vaske tøj og indkøb af det sidste nødvendige.

Jeg glæder mig rigtig meget, men mest til vi tager til Færøerne, selvom den første uge da nok også bliver spændende.

Her er programmet for de 14 dage kurset varer:

Mandag d. 05.07.10
Ankomst på højskolen til eftermiddagskaffe. Velkomst og præsentation af program

Tirsdag d. 06.07.10
Foredrag: Danmark og kolonierne ved Jesper Groth. Aftensang ved Annika Hoydal

Onsdag d. 07.07.10
Handelsveje i Nordsøen foredrag ved Lars Sørensen. Halvdagstur til Hedeby og Danevirke ved Lars Sørensen

Torsdag d. 08.07.10
Foredrag: Færøsk sprog og sang ved Anika Hoydal.

Fredag d. 09.07.10
Foredrag: Færøsk historie og kultur. Om rejsen

Lørdag d. 10.07.10
Afgang fra højskolen mod Billund Lufthavn. Check in på Guesthouse Marknagil, Thorshavn

Søndag d. 11.07.10
Denne første dag vil du få et grundigt overblik over byen Thorshavn og dens historie med besøg i den gamle by ”a Reyni”, Tinganes m.m.

Mandag d. 12.07.10
Vi tager med bus nordpå på sightseeing på Streymoy og Eysteroy. Den fantastiske bygd Saksun og Funning, hvor de første nordboere bosatte sig.

Tirsdag d. 13.07.10
Thorshavn, med besøg på museet Forminnasavn, Kunstmuseet, Nordisk Hus m.m.

Onsdag d. 14.07.10
Dagen byder på en kombineret gå- og sejltur. Vi passerer Koltur og Hestur på vejen ud mod Mykines. Nok den mest afsides beliggende bygd på Færøerne.

Torsdag d. 15.07.10
Denne dag er afsat til et besøg i Kirkjubøur, middelalderens bispesæde på Færøerne. Alt efter vejret er der mulighed for at vandre over fjeldet til Kirkjubøur eller man tager bussen. Vi får her rundvisning ved kongsbonden, som også vil invitere os ind i røgstuen på gården. Vi skal se Olav-kirken og får fortalt Kirkjubøurs historie.

Fredag d. 16.07.10
Turen går til Nolsoy, hvor vores guide Jens-Kjeld, som er ornitolog, vil vise rundt. Om vejret tillader, vil vi lige før midnat møde stormsvalerne på øen.

Lørdag d. 17.07.10
Nordøerne. I dag tager vi bussen ud til Kunoy, Bordoy og Vidoy. Vi kommer forbi Klaksvik og havner helt ude i Vidareide, hvorfra man kan se over mod Fugloy, det østligste punkt på Færø-erne.

Søndag d. 18.07.10
Hjemrejse

27. juni 2010

Klar til afgang

Jeg er så klar til at tage af sted.

Jeg har:
- Læst alt hvad der er at læse om Færøerne (i hvert fald de steder vi skal besøge)
- Gjort klar til indlæg her på bloggen, så de bare skal udfyldes
- Gjort klar til at skrive dagbog, for hver dag
- Aftalt at låne af familien, hvad jeg mangler

Det er en mindre detalje, at jeg mangler at:
- Aflevere de sidste ting til arbejdet, inden jeg stopper
- Få de ting hjem fra familien jeg skal låne
- Købe togbilletter til og fra Jylland
- Vaske og pakke
- Og alt det andet, der skal klares inden jeg tager af sted

Men alt dette er ikke noget problem, for jeg regner med snart at se en udsigt som denne

Billedet er taget fra denne side, som har rigtig mange gode oplysninger om Færøerne.

23. juni 2010

Velkommen

Velkommen til min nye blog.

Jeg har af flere årsager fået betalt et 13 dages højskoleophold af min arbejdsplads, hvoraf de 8 dage foregår på Færøerne. Jeg vil bruge denne blog til at skrive dagbog.

Jeg håber du vil følge med i mine oplevelser deroppe.