6. juli 2010

Tirsdag den 6. juli 2010

Første hele dag på højskolen.

I nat fik jeg ikke sovet så meget, synes ikke sengen var god, der var for mange fremmede lyde, samtidig med, at her måske nok var for stille, og så drønede der 1.000 nye indtryk gennem hovedet på mig.

I går fandt jeg ud af, at det SD kort jeg har med til mit kamera ikke virkede, så en af lærerne tilbød at køre mig hen i et storcenter så jeg kunne købet et nyt, så det var det første vi gjorde efter morgenmaden.

Det gjorde at jeg gik glip af det meste af morgensamlingen, men det fandt jeg senere ud af, at ikke var det store tab. Vi skulle efterfølgende have foredrag om "Danmark og kolonierne" af den samme mand, som havde morgensamlingen, og det var for mig at se ikke særlig spændende. Vi fik nogle enkelte gode historier, men han var meget flyvsk og var let at få på afveje.

Jannie (en af de andre kursister) og jeg blev enige om, at vi ville "pjekke" efter frokost. Så vi lånte et par af skolens cykler, og kørte mod det center jeg også var i, i morges. Vi var lige kommet ordentligt ind i centeret da det gik op for mig, at jeg havde været der før, da vi i 2002 var på vej fra campingpladsen ved Hansa Park og til Faaborg. Nå men, vi fik brugt et par timer ved at gå rundt og kigge. Vi måtte hele tiden huske hinanden på, at vi ikke havde plads til mere, så vi skulle ikke købe noget.

Da vi kom tilbage til skolen var der pause, så det skyndte vi os også at holde.

Udsigten fra mit værelse

Efter pausen var der foredrag med Annika Hoydal om sangens betydning for færøerne, om sproget og om, hvordan kirken og troen har været vigtig på øerne.

I aften har vi været til "reception" hos Forstander Dieter Paul Küssner, der fortalte lidt om skolens historie, og om området vi befinder os i. Samtidig så vi hans private hjem, som er fyldt med ting og sager fra hans mange rejser. Alle ting havde en historie.

Da vi havde været hos Dieter var vi nogle der satte os og så fodbold, meget underholdende og sjovt når det er nogen man ikke kender.

I morgen står den på udflugt hele dagen, hvor vi skal se Den Frisiske Vestkyst, noget af landskabet skulle minde en del om Færøerne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar