18. juli 2010
Søndag den 18. juli 2010
Det var lidt tåget da vi kørte fra Thorshavn, og det blev åbenbart værre jo tættere vi kom på lufthavnen, så det endte med at vi blev 1½ time forsinket. Men da vi efterhånden har vænnet os til tågen og "Færø-tid" hyggede vi i stedet i lufthavnen. Efter en togtur fra Billund var jeg hjemme kl. 22.40, godt træt efter 11 timers rejse.
Det har været en fantastisk tur og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg skal til Færøerne.
Det eneste billede jeg har taget i dag, er af den trøje og det garn jeg købte deroppe - som de siger på på Færøerne "Uld er Færø Guld"
Lørdag den 17. juli 2010
Det blev noget af en gåtur, ikke hvad der var ventet hjemmefra. I starten gik det fint, bortset fra at de regnede, men det havde vi jo tøj på til at klare.
17. juli 2010
Fredag den 16. juli 2010
Formiddagen blev brugt meget forskelligt, selv brugte jeg tid på at sortere billeder, finde ud af hvilke der skal fremkaldes og bare slappe á og være mig selv.
Efter frokost var der tur til kunstmuseet og nationalmuseet, det havde jeg ikke den store lyst til at deltage i, så Jannie og jeg tog ud i SMS, et stort indkøbscenter. Og derefter ned i byen.
Kl. 16.00 mødtes vi med de andre, på havnen i Thorshavn, for at tage til Nolsoy, en ø lidt uden for Thorshavn. Vi skulle med Det gode skib Nordlys. Det var meningen at vi skulle sejle rundt om øen, evt. for fulde sejl, men det syntes vejret ikke vi skulle. I stedet regnede og blæste det, og jeg synes bestemt ikke det var sjovt.
Det gode skib Nordlys
Vel ankommet til ø'en gik vi op i kaffestuen for at få varmen, imens lavede skipper og hans hjælper lavede fiskesuppe til os. En rigtig god, tyk, lækker suppe, hvor der var kæmpekrabber til. For at holde varmen fik vi snaps til maden.Da vi havde spist gik vi igen op i kaffestuen, hvor en ornitolog, Jens-Keld, underholdt os om fuglene på øerne.
Turen ud på fjeldet for at se stormsvalerne blev aflyst, da det var for glat at gå derud, så Nordlys bliv liggende i havenen for at tage os med hjem. På det tidspunkt havde jeg det lidt skidt med at skulle sejle med den båd igen, at jeg kun kunne se to muligheder, enten at tage den ordinære færge tilbage til Thorshavn, eller bosætte mig på øen. Som, efter hvad Annika siger, skulle have mange ungkarle.
Efter foredraget gik vi en tur med Jens-Keld for at se på vegetationen på øen, og hans værksted, hvor han udstopper fugle.
Da vi skulle hjemad måtte jeg træffe en beslutning om hvad jeg ville - da vinden havde lagt sig, besluttede jeg at tage med de andre hjem på Nordlys. Det gik godt, men jeg havde også fået en søsygepille.
Hjemme igen fik vi en kop the og så var det på hovedet i seng.
16. juli 2010
Torsdag den 15. juli 2010
Men vejret var ikke med os, så det endte med, at vi kørte til Kirkjubøur i morges, så på kirken, bispesædet og en tøjbutik, derefter tilbage på Guesthouse for at spise frokost. Resten af dagen var til fri afbenyttelse.
Kirken
Inden vi kørte hjem for at spise frokost, stoppede vi og så på udsigten over Thorshavn
Om aftenen kom Annikas nevø folketingsmedlem Høgni Hoydal og fortalte om hans holdning til hvordan Færøerne fungerer og hvorfor han mener de skal blive selvstændige. Han var meget veltalende, gav en gennemgang der var til at forstå og kunne svar godt på de spørgsmål der blev stillet. Ikke særlige politiker-agtigt, men han skulle selvfølgelig heller ikke fiske stemmer.
15. juli 2010
Onsdag den 14. juli 2010
Vi var inde i denne kirke, meget sød og med en rigtig flot tagkonstruktion, jeg kan ikke huske navnet på den, men det får jeg på et tidspunkt
Efter kirken kørte vi til en plantage hvor vi spiste vores medbragte mad. Et fint sted, som Dronningen tjekkede for os, da hun var der i juni .
Altertavlen har oprindeligt tilhørt Viborg domkirke, men væggen var fugtig og kunne derfor ikke bære den, så den er endt i Klarksvig
Selve kirken er udformet som en vikingeborg - derfor hænger der også en 8 mands færøbåd i loftet, det skulle være det eneste sted i verden hvor der er det.
Om aftenen var jeg nede i Thorshavn sammen med Jannie. Vi fandt Min Farmors Hus, jeg havde fundet et forleden dag, som jeg troede var det, men det kunne jeg se på fars tegning og det billede jeg havde fået med, at det var det ikke, så jeg måtte derned igen. Det røde træværk er sat på efterfølgende, og er ikke på billedet jeg har med. Men det karaktiske hjørne, er ikke til at tage fejl af.
Derudover er hele Færøerne efterhånden sat i gang for at finde vores slægt. Det viser sig, at vores buschauffør, Absalon, er i familie med os - hans far er fætter til farmors fætter/kusiner, så det er jo tæt :-) Han har sat en masse i gang, for at finde ud af mere om slægten, så det er spændende hvad jeg kommer hjem med af oplysninger.
14. juli 2010
Tirsdag den 13. juli 2010
Vores dagsprogram holder ikke længere, men der bliver bare flyttet om på dem, og ændret en smule. Bl.a. i dag, hvor vi skulle have sejlet fra Thorshavn til Mykines, men på den båd vi skulle med, var den ene motor gået i stykker så det kunne ikke lade sig gøre. I stedet tog vi af sted med bus og Gudrun vores guide var klar til igen at fortælle om det vi så.
Første stop var i bygden Gásadal, som ligger langt ude på landet på øen Vágar, selv i færørske målestok. Indtil 2006 hvor der blev bygget en tunnel gennem fjeldet, gik postbudet hen over fjeldet flere gange om ugen med post til beboerne.
Der findes mange måder at slå græsset på taget af husene,
her bruger de en græsslåmaskine
Efter at have brugt en ½ time på at nyde udsigten gik turen videre til Sørvágur hvorfra vi skulle med båden til Mykines. En god tur på ca. 30-45 min. Hold da op en fantastisk ø, der lå en lille by med ca. 50 huse, resten var ren natur, og det gik opad. Meget meget flot
Bevis på, at jeg rent faktisk har været helt oppe på toppen
Efter ca. 1½ time blev vi hentet af båden igen. Denne gang var det kun os der var med, og da vi ikke skulle snydes for en sejltur var båden lejet til at give os en specielt oplevelse. Vi sejlede rundt om øen og videre ud i Atlanterhavet.
Mykines i røg og damp, eller en begyndende tåge
Turen fortsatte rundt om og gennem forskellige fjelde
Efter vi var kommet i land gik turen direkte hjem til skolen. Om aftenen så vi det sidste af Færingernes historie som vi startede på i går. Efter det, var der vist almindelig opbrud.
I morgen skal vi ses filmen Barbara - den bliver omtalt flere gange hver dag, og vi har set flere steder, hvor der enten har været optagelser eller noget af historien foregår. Vi har i dag fået at vide, at den Barbara der er skrevet om, faktisk er to personer, en der har levet den gang i 1700-tallet og en dame som Jørgen-Frantz Jacobsen var forelsket i, da han var ung.
12. juli 2010
Mandag den 12. juli 2010
Vi har vi været ude og se den nordøstlige del af Færøerne.
Bl.a. var vi over, den ene af to, broer der er over Atlanterhavet, begge ligger på Færøerne, de er ikke ret lange, men de er stolte af dem heroppe.
Efter en fantastisk smuk tur gennem landskabet kom vi til en bygd der hedder Saksun. Hold da op, aldrig har jeg set noget lignende. Der ligger et musem, som kun er åbnet når bondemanden, der bor ved siden af, mener det skal være åbent. Og det er ikke altid han synes det skal være det.
Derfra til Gjógv, hvor vi spiste frokost og så på naturhavnen og selve byen der har ca. 50 indbyggere.
Kaffen blev drukket ved Funningur, hvor det siges at Færøernes første landnamsmand (viking) Grimur Kamban, boede i 800-tallet.
Derefter gik turen hjem til Thorshavn.
11. juli 2010
Søndag den 11. juli 2010
Efter morgenmaden gik Jannie og jeg på kirkegården der hører til Thorshavs kirke, for at se om vi kunne finde mine oldeforældre, Johannes og Johanne. Jeg havde fået at vide, at dette var den gamle kirkegård og at den nye ligger lidt uden for byen. De viste sig også, at de nok ligger på den nye, da jeg ikke kunne finde dem her.
Flere af de andre var taget til Thorshavn kirke (domkirken), da rygterne sagde, at gudstjenester heroppe skulle være noget helt specielt. Da vi ikke kunne finde olderne på kirkegården gik vi også til gudstjeneste. Det eneste der var specielt ved gudstjenesten var, at den blev holdt på færørsk, og det er nok kun os der synes det er specielt.
Efter frokost gik vi i samlet flok til havnen, hvor vi skulle møde vores guide Gudrun, der viste os rundt i det gamle Thorshavn. Gudrun var rigtig dygtig og kunne en masse gode og sjove historier.